Tour-starten rykkes fra Danmark til Bretagne i 2021

Tour de France begynder i 2021 i den franske region Bretagne.

Det skriver præsidenten for regionen, Loïg Chesnais-Girard, i et opslag på Twitter.

Touren begynder i Brest og kommer igennem Finistère, Côtes d’Armor, Morbihan og Ille-et-Vilaine, tilføjer han.

– Det bliver en stor fest og godt for økonomien, skriver Loïg Chesnais-Girard.

Det franske etapeløb skulle oprindeligt være startet i Danmark næste år, men blev flyttet til 2022.

Det skyldtes, at Tour de France næste år er blevet rykket en uge frem, så cykelløbet ikke kolliderer med OL i Tokyo, som er udskudt et år på grund af coronapandemien.

/ritzau/