Politisk ønske om tomme Bundesliga-tribuner i efteråret

Det kan have lange udsigter, førend tilskuerne kan vende tilbage på tribunerne i den tyske Bundesliga på grund af coronapandemien.

Deutsche Fussball Liga (DFL) arbejder godt nok med en plan om at åbne for publikum i næste sæson, der begynder i september, men planen har ikke politisk opbakning.

Sundhedsministrene i de tyske delstater har mandag afholdt et møde om situationen.

– Der er en enstemmig holdning til, at vi ikke kan støtte en åbning af stadionerne på baggrund af den nuværende pandemiske situation, siger Berlins sundhedssenator, Dilek Kalayci (SPD).

– Vi støtter ikke en åbning stadionerne før tidligst 31. oktober. Herefter kan vi diskutere situationen igen, siger hun.

DFL havde ellers fremlagt en plan, der åbnede for, at de bedste fodboldklubber i Tyskland kunne lukke publikum ind på stadion – dog ingen udebanefans, ligesom der ikke er lagt op til salg fra ølboder.

Dilek Kalayci fortæller, at der overordnet er to problemer med de planer, som DFL har fremlagt.

– Som det første overlader man designet af hygiejnekoncepterne til sundhedsmyndighederne, som allerede er hårdt belastede.

– Derudover indeholder konceptet ikke noget om ankomst og afgang, hvilket er særlige kritiske øjeblikke i forhold til smitte, siger hun.

Den kommende Bundesliga-sæson går i gang 19. september.

Tysklands nuværende nationale coronarestriktioner udløber 31. oktober.

/ritzau/dpa