FCM skal en tur til Østeuropa i Champions League-kvalen

FC Midtjylland skal i anden runde i Champions League-kvalifikationen møde vinderen af opgøret mellem Buducnost Podgorica (Montenegro) og Ludogorets (Bulgarien).

FCM skal spille på udebane, og det afgøres over blot en enkelt kamp.

Det blev resultatet af lodtrækningen, som blev foretaget mandag i Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) hovedkvarter i Nyon i Schweiz.

I kampen mellem Buducnost og Ludogorets er det seedede bulgarske hold favorit til at tage sejren.

Opgøret mellem de to østeuropæiske modstandere spilles 18. eller 19. august.

FCM’s kamp mod vinderen skal spilles ugen efter – enten 25. eller 26. august.

/ritzau/