Magnussen slutter sidst i afsluttende træning på Silverstone

Kevin Magnussen sluttede som køreren med den langsomste tid i Formel 1-feltet, da den tredje og afsluttende træning blev kørt på Silverstone-banen i England forud for kvalifikationen senere lørdag.

Danskeren blev nummer 20 og sidst i sin Haas-racer, lidt over to sekunder efter den hurtigste kører.

Mercedes fortsatte dominansen fra de to første træninger, der blev kørt fredag. Verdensmesteren Lewis Hamilton satte bedste tid, mens finske Valtteri Bottas var næsthurtigst.

Tyske Nico Hülkenberg, der for anden uge i træk vikarierer for coronaramte Sergio Perez hos Racing Point-teamet, sluttede som nummer fire.

Kevin Magnussens teamkollega, franske Romain Grosjean, endte som nummer 15.

Danskeren havde heller ikke fredag meget fart i Haas-bilen, da de to første træninger blev afviklet.

I den første sluttede Kevin Magnussen sidst, mens han blev nummer 18 i den anden træning.

Lewis Hamilton topper foreløbig VM-stillingen sikkert efter fire grandprixer i sæsonen, der er blevet afkortet betydeligt på grund af coronakrisen.

Briten har 88 point, 30 point mere end Valtteri Bottas på andenpladsen, mens Red Bull-hollænderen Max Verstappen er nummer tre med 52 point.

Det er anden uge i træk, at der skal køres Formel 1-grandprix på Silverstone.

Søndag i sidste uge sejrede Lewis Hamilton og hentede således sæsonens tredje grandprixsejr.

Tidligere lørdag kom det frem, at Racing Point-teamet har appelleret en straf på 15 point i konstruktørernes VM-stilling og en bøde på små tre millioner kroner, som teamet blev idømt fredag.

Straffen skyldtes, at Renault-teamet havde klaget over, at Racing Point imod reglementet havde kopieret dele af Mercedes’ bil fra sidste sæson. Den klage fik Renault medhold i.

Racing Point har fået en straf på 7,5 point per bil, men de samlet 15 point fratrækkes kun i konstruktørernes mesterskab. Teamets kørere mister ikke individuelle point.

Renault er imidlertid ikke tilfreds med afgørelsen, som teamet derfor også har anket. Det samme har McLaren, Ferrari og Williams gjort.

Lørdagens kvalifikation begynder klokken 15, mens selve grandprixet køres søndag.

/ritzau/