Magnussen begynder som nummer 17 på Silverstone

Kevin Magnussen røg hurtigt ud af lørdagens Formel 1-kvalifikation i England.

Haas-køreren nåede ikke videre fra den første kvalifikationsrunde, der kaldes Q1.

Danskeren havde svært ved at få fart i bilen og endte som nummer 17 ud af de 20 kørere på Silverstone-banen.

Kun tre kørere var dårligere end Magnussen. Nicholas Latifi (Williams) blev nummer 18, Antonio Giovinazzi (Alfa Romeo) nummer 19, mens Kimi Räikkönen (Alfa Romeo) endte på sidstepladsen.

Romain Grosjean, Magnussens holdkammerat, nåede derimod videre blandt de 15 bedste kørere i kvalifikationen. Franskmanden endte som nummer 14 og gik ikke videre fra Q2.

Hurtigst af alle var Valtteri Bottas fra Mercedes. Finnen snuppede pole position i søndagens Formel 1-grandprix.

Lewis Hamilton, der er regerende verdensmester og holdkammerat til Bottas, blev nummer to – blot 63 tusindedele efter Bottas.

Nico Hülkenberg (Racing Point), som var kommet ind som vikar på grund af et afbud, endte overraskende som treer.

Max Verstappen (Red Bull) endte som nummer fire, mens Daniel Ricciardo (Renault) blev femmer.

Søndagens grandprix går i gang klokken 15.10.

/ritzau/