Belgisk komet kører fra Fuglsang og vinder polsk kongeetape

Remco Evenepoel bliver ved med at imponere.

Lørdag kørte den blot 20 år gamle cykelkomet fra flere prominente navne og vandt kongeetapen i World Tour-cykelløbet Polen Rundt.

Belgieren stak af med 50 kilometer tilbage, kørte solo over flere stigninger og tog sejren.

Jakob Fuglsang jagtede længe Evenepoel sammen med Simon Yates og Rafal Majka. De tre var aldrig tæt på at indhente Quick-Step-rytteren, tværtimod.

Mod slutningen kørte Fuglsang fra Yates og Majka, så det endte med en andenplads til danskeren, 1 minut og 48 sekunder efter den vindende belgier.

Remco Evenepoel overtager med sejren løbets førertrøje inden 5. og sidste etape søndag. Han er 1 minut og 52 sekunder foran Jakob Fuglsang på andenpladsen.

Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) blev nummer ni lørdag og ligger på en samlet ottendeplads.

Remco Evenepoel blev professionel sidste år. Lidt over en sæson inde i karrieren er han allerede noteret for 13 sejre. Sidste år vandt han blandt andet World Tour-løbet Clasica Ciclista San Sebastian.

Evenepoel holdt sin holdkammerat Fabio Jakobsens rygnummer op over hovedet, da han lørdag kørte over målstregen.

Jakobsen udgik på løbets 1. etape efter et voldsomt styrt, som førte til, at hollænderen kom på hospitalet og blev lagt i kunstig koma.

Fredag blev Jakobsen vækket. Her lød det, at han selv kunne trække vejret, bevæge arme og ben og kommunikere med lægerne.

/ritzau/