Positiv coronatest giver Nico Hülkenberg ny chance i Formel 1

Den tyske racerkører Nico Hülkenberg får for anden gang på en uge en chance for at komme i aktion ved et Formel 1-grandprix på Silverstone-banen i England.

Racing Point-teamet meddeler fredag på sin hjemmeside, at den ene af holdets sædvanlige kørere Sergio Perez endnu en gang er blevet testet positiv for covid-19.

Dermed må mexicaneren for anden uge i træk se til, når der bliver kørt grandprix på Silverstone.

Nico Hülkenberg, som stoppede i Formel 1 efter sidste sæson, blev i sidste uge hevet ind på Racing Point-teamet, da Sergio Perez blev testet positiv for coronavirus.

Tyskeren gjorde det efter sit fravær godt i træningerne og i kvalifikationen på Silverstone forud for grandprixet søndag i sidste uge, men han kom aldrig til start i selve grandprixet.

Det skyldtes, at der opstod problemer med hans bil kort før løbets start.

– Jeg er glad for at få endnu en chance med teamet på Silverstone, siger Nico Hülkenberg til Racing Points hjemmeside.

– I sidste uge var det virkelig et skridt ind i det ukendte efter at have været væk fra teamet i nogle år – og ved at køre i en bil, jeg aldrig havde kørt i før.

– Jeg har lært en del i den seneste uge om bilen, og jeg er klar til at videreføre mine erfaringer til den kommende weekend, siger Nico Hülkenberg, som tror på point til Racing Point-bilen på søndag.

På grund af coronapandemien er sæsonen blevet forkortet markant, så der kun skal køres 13 grandprixer i stedet for 22 som planlagt.

Den regerende verdensmester, Lewis Hamilton (Mercedes), fører foran teamkollegaen Valtteri Bottas i den samlede VM-stilling.

/ritzau/