Magnussen slutter sidst i første træning på Silverstone

Kevin Magnussen leverede langt fra en optimal træning, da Formel 1-feltet fredag kørte den første frie træning på Silverstone inden lørdagens kvalifikation og grandprixet søndag.

Danskeren kørte blot 17 omgange, lavede en kørefejl, da han forsøgte at sætte en god tid og sluttede sidst blandt alle kørerne med mere end tre sekunder op til den hurtigste bil.

Det er anden weekend i træk, kørerne gæster Silverstone i den coronaafkortede sæson.

Skal Magnussen finde lidt positivt fra træningen, kan det være at skele til holdkammerat Romain Grosjean, der sluttede som nummer 13.

I front var det ikke overraskende de to Mercedes-biler, der som vanligt havde mest fart i hjulene.

Valtteri Bottas var bedst foran holdkammerat Lewis Hamilton.

Ganske vist kan man ikke altid udlede alt for meget af den første træning, hvor holdene prøver mange forskellige ting af.

Men hullet på mere end et halvt sekund fra Hamilton ned til Max Verstappen på tredjepladsen indikerer, at det godt kan blive endnu et Mercedes-show i denne weekend.

Racing Point, som har været et af sæsonens positive indslag, blev forud for første træning idømt en straf på 15 point i VM-stillingen og en bøde på små tre millioner kroner.

Renault havde klaget over, at Racing Point imod reglementet havde kopieret store dele af Mercedes’ bil fra sidste sæson. Den klage fik Renault medhold i.

Racing Point har fået en straf på 7,5 point per bil, men de samlet 15 point fratrækkes kun i konstruktørernes mesterskab. De to kørere, Sergio Perez og Lance Stroll, mister ikke individuelle point.

/ritzau/