Dansk golfkomet får stærk åbning i England

Golfkometen Rasmus Højgaard fortsætter sit imponerende spil på European Tour efter coronapausen.

Den 19-årige dansker indledte torsdag turneringen English Championship med en åbningsrunde i 65 slag – seks under banens par – hvilket placerer ham i toppen af feltet.

Klokken 14.15 – på et tidspunkt hvor ikke alle spillere har færdiggjort deres runder – indtager danskeren en delt tredjeplads.

I forrige uge blev Højgaard nummer to i British Masters, og i sidste uge nappede den danske teenager en sjetteplads i Hero Open.

Rasmus Højgaard har dermed skabt et godt fundament for at hente endnu en topplacering til samlingen.

Et enkelt slag adskiller ham fra de to australiere, Jason Scrivener og Minwoo Lee, på den øjeblikkelige førsteplads i English Championship.

Også den mere erfarne Thorbjørn Olesen har fået en fin indledning på denne uges turnering på European Tour. Olesen gik en åbningsrunde i 66 slag – fem under banens par.

Thorbjørn Olesen gjorde i sidste uge comeback på European Tour efter mere end et års suspendering.

/ritzau/