Spillere modtaget med fyrværkeri før Europa League-kamp

Det mindede nærmest om nytårsaften, da store grupper FCK-fans onsdag eftermiddag dukkede op på Østerbro med romerlys, kanonslag og andet fyrværkeri.

Onsdag aften møder FCK Istanbul Basksehir i ottendedelsfinalen i Europa League.

Kampen spilles i Parken, men uden tilskuere. Det forhindrede dog ikke flere hundrede fans i at dukke op og afbrænde fyrværkeri forud for kampen.

– Det foregik uden problemer, fortæller Kristian Rohdin, der er vagtchef hos Københavns Politi.

– De blev, til spillerbusserne var ankommet, og så gik de hver til sit igen, fortsætter han.

Der har heller ikke været problemer med at overholde coronareglerne.

Da kampen spilles uden tilskuere, har Café Central Park, der ligger i Parkens bygninger, lavet et arrangement, hvor fans kan følge kampen på storskærm.

– Vi har været i dialog med Central Park, hvor der nu er lukket for indgangen, da der er det antal personer, som der må være, siger Kristian Rohdin.

/ritzau/