Tour-udskydelse har gjort Chris Froome konkurrencedygtig

Udskydelsen af årets Tour de France med to måneder har hjulpet cykelstjernen Chris Froome med at indhente tabt tid og blive konkurrencedygtig i dette års udgave af løbet.

Det siger Chris Froome mandag til Cyclingnews under det franske etapeløb La Route d’Occitanie. Hans første løb siden cykelsæsonen blev suspenderet i februar.

– Jeg føler, at jeg er på rette vej i forhold til Tour de France, siger Froome til Cyclingnews.

Den 35-årige brite har haft travlt med at komme sig, efter at et forfærdeligt styrt sidste år sendte ham på hospitalet i mere end tre uger med en brækket nakke, albue, lårbensknogle, hofte og flere brækkede ribben.

Styrtet har fået flere til at tvivle på, hvorvidt den tidligere Tour-vinder kunne nå at blive klar og komme i form til dette års udgave.

Nu har coronapandemien givet ham en uforudset, men hjælpende hånd.

– Udskydelsen af de store løb har hjulpet mig med at nå til næste skridt i forhold til at føle mig som normalt. I forhold til hvor vi er nu med kun en måned til Touren, tror jeg, at jeg er på rette kurs, siger Froome og tilføjer:
– Jeg er glad for, hvor jeg er henne.

Chris Froome har vundet Tour de France fire gange i sin karriere. Vinder han igen i år, så udligner han rekorden for fleste sejre i det franske etapeløb.

Froome har allerede annonceret, at han forlader sit hold Team Ineos ved slutningen af den her sæson.

/ritzau/