Rafael Nadal dropper dette års US Open

Rafael Nadal kommer ikke til at forsvare sin sejr i sidste års US Open.

Den spanske tennisstjerne skriver på Twitter, at han har valgt ikke at stille op i 2020-udgaven af den amerikanske grand slam-turnering.

– Efter mange overvejelser har jeg valgt ikke at spille i dette års US Open. Situationen i verden er meget kompliceret, antallet af covid-19-smittede stiger, det ser ud til, vi stadig ikke har kontrol over det, skriver Nadal, der i alt har vundet US Open fire gange.

– Vi ved, at den skrumpede tenniskalender er barbarisk i år efter fire måneder uden turneringer. Jeg forstår og takker, for det der bliver gjort for at få det (sæsonen, red.) op at køre.

– Det her er en beslutning, jeg aldrig har villet tage, men jeg har valgt at følge mit hjerte, og lige nu vil jeg helst ikke rejse.

US Open afholdes fra 31. august i New York og to uger frem.

/ritzau/