Manchester City henter Sané-erstatning i Valencia

Manchester City sagde for nylig farvel til Leroy Sané. Nu har den engelske fodboldklub så hentet en ny kantspiller til klubben som erstatning.

Ferran Torres er blevet købt i Valencia. Den 20-årige spanier er blevet udstyret med en femårig kontrakt.

Det skriver City på sin hjemmeside.

Ifølge BBC Sport betaler City 23 millioner euro – lidt over 170 millioner kroner – for Torres.

– Jeg er så glad over at komme til City, siger spanieren på sin nye arbejdsgivers hjemmeside.

– Enhver spiller vil være en del af angribende hold, og Manchester City er et af de mest angribende i verden.

Ferran Torres fik sin debut på Valencias førstehold i 2017. I alt nåede han at spille 97 kampe og score 9 mål for klubben.

/ritzau/