Klavs Bruun skal være mentor for Lyngbys fodboldtalenter

Den tidligere håndboldlandstræner Klavs Bruun Jørgensen har fået job i fodboldklubben Lyngby.

Her skal han i en deltidsstilling arbejde med superligaklubbens ungdomshold i en rolle som mentor og mentaltræner for spillere og trænere på U15-, U17- og U19-holdene. Det fortæller han til B.T.

– Det er mega spændende, og jeg glæder mig helt vildt til for alvor at komme i gang med arbejdet, siger Klavs Bruun Jørgensen til avisens hjemmeside.

I januar stoppede han som landstræner for det danske kvindelandshold i håndbold. Tidligere har han også stået i spidsen for TTH Holstebros herrehold.

Selv om Klavs Bruun Jørgensen nu tager en afstikker til fodbolden, så er planen at vende tilbage til håndbolden.

– Jeg har stadig store ambitioner som håndboldtræner, så når den rigtige mulighed kommer, så vil jeg gerne være træner igen.

– Det har jeg også talt med Lyngby om, og det er alle parter indforstået med, siger han.

/ritzau/