Chelsea-manager beklager sig over for tidlig sæsonstart

Det er skidt for Chelseas spillere, som risikerer skader, at den nye sæson i Premier League sparkes i gang 12. september.

Sådan lyder det fra Chelsea-manager Frank Lampard.

Corona-pausen betyder, at den igangværende sæson endnu ikke er afsluttet for Chelseas vedkommende. London-klubben skal således i aktion lørdag i Champions Leagues ottendedelsfinale. Her skal holdet forsøge at vende 0-3 til samlet sejr over Bayern München.

Hvis Chelsea ryger ud af Champions League i weekenden, har Lampards spillere altså lidt over en måned, før den nye sæson begynder.

– Selv i det værste tilfælde, altså at vi ikke går videre mod Bayern, føles 12. september for tidligt for mig, i forhold til at spillerne skal spille igen, siger Lampard ifølge en række britiske medier.

– Spillerne har brug for en pause, siger Lampard, der har den danske forsvarsspiller Andreas Christensen i truppen.

Lampard opfordrer Premier League til at sørge for, at alle klubber begynder den nye sæson på lige vilkår.

– Vi fortjener at få en fair chance som en Premier League-klub, der spiller i Champions League, siger han.

Chelsea sluttede som nummer fire i Premier League i denne sæson, som på grund af coronakrisen først sluttede for lidt over en uge siden. I weekenden tabte Chelsea FA Cup-finalen til Arsenal.

/ritzau/Reuters