Bekræftet: Tour de France i Danmark bliver i 2022

Tour de France-starten i Danmark skubbes til juli 2022 fra 2021.

Det oplyser den danske arrangør, Grand Départ Copenhagen Denmark I/S, i en pressemeddelelse mandag.

Selskabet er nået til enighed med Tour-arrangøren ASO om at skubbe den danske Tour-start fra næste sommer til sommeren 2022.

De tre etaper på dansk grund, som ikke forventes ændret trods udskydelsen, bliver kørt 1.-3. juli 2022.

– Jeg er glad for, at det er lykkedes at sikre en dansk Tour-start i 2022. Vi er mange, der har glædet os til at få Tour de France til Danmark næste år, og nu må vi desværre vente lidt længere, siger bestyrelsesformand for Grand Départ Copenhagen Denmark og overborgmester i København, Frank Jensen (S).

– Til gengæld kan danskerne se frem til et endnu større brag af en gul folkefest i 2022, når Tour-starten ikke bliver klemt af EM og OL, og vi forhåbentlig har fået coronaen på større afstand.

Tour-arrangøren ASO ønskede, at Touren i Danmark næste år skulle starte en uge tidligere, da løbets afslutning ellers ville kollidere med starten af OL i Tokyo.

Men da der også er fodbold-EM i København næste år, var det ikke muligt for København at imødekomme det.

Ifølge pressemeddelelsen medfører udskydelsen ekstraudgifter på 5,8 millioner kroner, som den danske stat og ASO i fællesskab dækker.

Der vil også være udgifter til de enkelte start- og målbyer, som de respektive kommuner selv skal afholde.

28. juli meldte Den Internationale Cykelunion (UCI) ud, at Tour-starten 2021 blev skubbet en uge frem, så løbet afvikles fra 26. juni til 18. juli.

Eftersom Frank Jensen havde gjort det klart, at Danmark ikke kunne afholde Tour-starten, hvis den blev skubbet frem, var det de facto klart, at verdens største cykelløb ikke kom til Danmark næste sommer.

Dermed skulle ASO og den danske Tour-arrangør finde ud af, om Danmark i stedet kunne få starten i 2022. Den aftale kom i stand mandag.

/ritzau/