Andenplads sender Lundgaard tæt på Formel 2-toppen

Den danske Formel 2-kører Christian Lundgaard kørte fremragende og blev nummer to i søndagens løb på Silverstone.

Den danske Art Grand Prix-kører startede i femte position, men han kom stærkt afsted og snuppede lynhurtigt tre positioner på første omgang.

Andenpladsen blev også hans slutplacering, men det kunne være blevet til både mere og langt mindre efter et dramatisk ræs, hvor Lundgaard tog et stort sats undervejs.

Da Lundgaard også satte hurtigste omgang i løbet hentede han 14 point, mens førende Robert Schwartzman og nummer to, Callum Ilott, ikke hentede point.

Det sender den 19-årige dansker op på 69 point. Det er kun 4 point mindre end Ilott og 12 point fra Schwartzman.

Efter kanonstarten indfandt Lundgaard sig bag briten Dan Ticktum, som han ikke umiddelbart havde farten til at udfordre. Til gengæld blev han heller ikke presset hårdt bagfra, før Callum Ilott lidt over midtvejs fik kørt sig frem.

Ilott havde langt mere fart i sin bil end Lundgaard og nærmede sig en udfordring af førende Ticktum. Men med fem omgange tilbage spandt han rundt, og så var hans podiechancer væk.

Lundgaard var tilbage som toer, og med en safety car på banen blev feltet samlet igen.

Og så tog danskeren og teamet en dristig beslutning. Alle skulle igennem pitten, og her valgte Lundgaard at få nye dæk på, mens alle de andre i toppen fortsatte på de tæt på nedslidte dæk.

Han røg ned som nummer fem efter en lille fejl fra teamet i pitstoppet, men løbet blev givet frit med tre omgange tilbage.

Med klart bedre dæk end konkurrenterne smuttede Lundgaard forbi dem en efter en, så han igen nåede andenpladsen, og havde der været en omgang mere, havde han utvivlsomt også snuppet sejren.

Det var alligevel en god weekend for danskeren, som blev nummer fire i lørdagens løb.

I klassen under, Formel 3, lykkedes det 18-årige Frederik Vesti at køre sin Prema-racer en enkelt plads frem fra startpositionen til femtepladsen i søndagens race på Silverstone.

Vinderen Aleksandr Smolyar blev efterfølgende straffet, hvilket sendte Vesti op som nummer fire, der nu også er hans placering i den samlede stilling. Han blev nummer fem i lørdagens løb på banen.

Vesti vandt sæsonens tredje løb på østrigske Red Bull Ring, men har ikke været på podiet i andre løb.

/ritzau/