PSG besejrer Joachim Andersen og Lyon i pokalfinale efter gyser

For anden gang på en uge kunne fodboldklubben Paris Saint-Germains spillere lade sig hylde som vindere af en fransk pokalfinale.

Det blev en realitet, da storklubben i den franske ligacupfinale kort efter midnat natten til lørdag besejrede Lyon 6-5 efter straffesparkskonkurrence på Stade de France i Paris.

Forud var gået 120 minutters spil uden mål.

Lyons Joachim Andersen scorede på det første forsøg i straffesparkskonkurrencen, men da Bertrand Traore brændte klubbens sjette forsøg, kunne Pablo Sarabia afgøre finalen for PSG.

Det var i øvrigt sidste gang, at ligacupturneringen blev spillet i Frankrig.

Paris Saint-Germain vandt tidligere i år mesterskabet, efter at ligaen blev indstillet før tid på grund af coronakrisen.

PSG var uden stjernespilleren Kylian Mbappe i fredagens finale.

Han blev 24. juli skadet, da Paris Saint-Germain vandt den største franske pokalturnering, Coupe de France, med en 1-0-sejr over Saint-Étienne

Fredagens finale var Lyons første turneringskamp siden 4. marts. Her tabte klubben stort med 1-5 hjemme til netop Paris Saint-Germain i Coupe de France-semifinalen.

Kampens kvalitet fredag bar selvsagt præg af, at begge klubber har været gennem en del måneder uden fodbold på topplan.

Superstjernen Neymar var dog tæt på at afgøre det hele få minutter før tid i den ordinære kamp, da han headede bolden mod mål. Men med en flot redning fik Lyon-målmand Anthony Lopes verfet bolden over mål.

Nogle minutter forinden var der kommet dansk islæt på banen, da Lyon-træner Rudi Garcia sendte Joachim Andersen ind til de sidste ti minutter af de ordinære 90 minutter.

Med 0-0 skulle kampen ud i forlænget spilletid, hvor det ikke lykkedes for nogen af de to trætte holds spillere at score.

Kort før tid blev Lyons indskiftede Rafael udvist efter et direkte rødt kort, da han fældede Angel Di Maria, som var i løbeduel mod Joachim Andersen lige uden for straffesparksfeltet.

Så var det tid til straffesparkskonkurrence, hvor Joachim Andersen lagde for ved at hamre bolden højt og hårdt ind i midten af målet uden chance for PSG-målmand Keylor Navas.

Der blev scoret på de ti første forsøg, inden Keylor Navas reddede forsøget fra Bertrand Traore, hvorefter Pablo Sarabia scorede på PSG’s sjette forsøg.

Finalen talte for begge klubber også som opvarmning til kommende vigtige opgør i Champions League.

Her skal Lyon fredag om en uge møde italienske Juventus på udebane i returopgøret i ottendedelsfinalerne.

Franskmændene vandt 26. februar det første opgør med 1-0, men siden kom coronakrisen i vejen og udsatte turneringen.

Paris Saint-Germain nåede at sende tyske Borussia Dortmund ud med samlet 3-2 i ottendedelsfinalerne, inden de europæiske fodboldstadioner blev lukket ned.

De franske mestre er dermed kvalificeret til det slutspil, der skal afvikles i Lissabon, og hvor italienske Atalanta 12. august venter i kvartfinalen.

/ritzau/