NBAs mest værdifulde spiller afgør topkamp efter genstart

Milwaukee Bucks er det mest vindende hold i den amerikanske basketball-liga, NBA. Natten til lørdag dansk tid viste de hvorfor med en sejr på 119-112 i topkampen i Eastern Conference mod Boston Celtics.

Sejren kom i hus takket være holdets stjerne og ligaens mest værdifulde spiller (MVP), Giannis Antetokounmpo, der lavede 36 point og 15 rebounds.

Det er 19. gang i træk, at grækeren laver en såkaldt double-double, hvor der laves mere end ti point og ti rebounds i en kamp, hvilket er en tangering af rekorden i indeværende sæson.

En rekord Giannis Antetokounmpo selv sad på i forvejen.

Kampen var begge holds første siden marts, efter at NBA har været på pause under coronapandemien.

Den blev spillet i et sportskompleks i Disney World i den amerikanske delstat Florida.

Her har ligaen samlet alle 22 hold for at spille sæsonen til ende.

Idéen med sportskomplekset er at skabe en “bobble”, hvor holdene sikkert kan gennemføre sæsonen.

Det betyder, at kampene afvikles uden tilskuere, ligesom spillerne jævnligt bliver testet for coronavirus.

Alle hold skal spille otte kampe, før 16 hold er klar til et slutspil.

Milwaukee Bucks er allerede sikre på en plads blandt de sidste 16 hold, fordi de var bedst i Eastern Conference, før coronavirusset satte NBA på pause.

Holdet jagter sin første NBA-titel siden 1971.

/ritzau/Reuters