NBA-profil før genstart: Det er en helt ny sæson

Officielt genoptager NBA den afbrudte basketballsæson natten til fredag dansk tid efter næsten fem måneders pause.

Men det føles ikke som en fortsættelse af sæsonen, påpeger LA Clippers-stjernen Kawhi Leonard.

– Dybest set føles det mest af alt som en ny sæson, siger han ifølge avisen Los Angeles Times.

22 hold er samlet i et sportskompleks i Disney World i den amerikanske delstat Florida, hvor spillerne befinder sig i en såkaldt boble for at undgå at blive smittet med coronavirus.

Her skal de dyste om NBA-mesterskabet i sæsonen 2019/2020. Alle hold spiller otte kampe, før et slutspil bestående af 16 hold begynder.

Det hele foregår i uvante omgivelser og uden tilskuere på lægterne.

– Vi har otte kampe til at blive klar til slutspillet, siger Kawhi Leonard.

– Vi skal bruge de kampe til at opbygge nogle vaner og få den gode kemi tilbage på holdet.

Natten til fredag spilles de første kampe i NBA-genstarten, når Utah Jazz møder New Orleans Pelicans. Senere samme nat dyster Los Angeles-klubberne, Clippers og Lakers.

Clippers og Lakers var de to bedst placerede hold i western conference, før coronaudbruddet satte ligaen på pause.

Før lokalbraget, der er flyttet østpå, har Clippers kæmpet med at holde sammen på tropperne.

Ivica Zubac og Landry Shamet blev begge testet positive for covid-19 og ankom senere til Florida. Desuden har Lou Williams, Patrick Beverly og Montrezl Harrell forladt boblen af personlige årsager.

– Vi ved, at mange af holdene har haft deres spillere her hele tiden, siger Clippers-træner Doc Rivers ifølge Reuters.

– Vi har manglet op til seks spillere på et tidspunkt. Det er ikke gået, som vi havde planlagt, men sådan er det nogle gange. Man skal være klar til at tilpasse sig situationen, og det er vores hold, siger han.

/ritzau/