FCKs tekniske direktør bliver sportsdirektør i Aston Villa

FC Københavns tekniske direktør, Johan Lange, stopper med øjeblikkelig virkning for at tiltræde hos Premier League-klubben Aston Villa som ny sportsdirektør.

Det oplyser FCK på sin hjemmeside.

Dermed stopper Lange efter seks år som teknisk direktør i FCK.

Aston Villa sikrede sig overlevelse i Premier League på sidste spilledag. Det var klubbens første sæson i den bedste engelske række efter oprykningen fra Championship.

Lange kunne ikke sige nej til muligheden for at arbejde i en Premier League-klub.

– Muligheden for at arbejde i en så stor og ambitiøs traditionsklub som Aston Villa i Premier League er unik. Derfor har jeg følt, at jeg var nødt til at forfølge den og drømmen om at være en del af verdens største liga, siger Johan Lange til FCK’s hjemmeside.

– Det er selvfølgelig ambivalent, fordi jeg samtidig forlader et arbejde og en klub, jeg holder enormt meget af, og som er både udfordrende og inspirerende at være en del af.

FCK skriver på sin hjemmeside, at manager Ståle Solbakken har valgt at fordele Langes opgaver i den sportslige stab.

Nordmanden er stolt af, at kollegaen nu skal prøve kræfter med en af verdens bedste fodboldligaer.

– Som klub sætter vi en ære i ikke kun at udvikle dygtige fodboldspillere, men også dygtige ledere og medarbejdere.

– Det er også et stærkt bevis på, at FCK med sine kraftige overpræstationer i Europa vækker opsigt i de store ligaer, og vi bliver nærstuderet, ligesom både spillere, trænere og ledere bliver attraktive.

– Det er Johan et godt eksempel på, lyder det fra Ståle Solbakken.

40-årige Johan Lange kom til FCK efter et kort ophold som cheftræner for Lyngby. Tidligere var han Solbakkens trænerassistent i både FC København og Wolverhampton.

I Aston Villa får han en stor rolle, skriver Premier League-klubben på sin hjemmeside.

– Vi ser frem til at arbejde sammen med Johan og holdet og forbedre vores analyseafdeling, videnindsamling, talentrekruttering og spillerudviklingsprogrammer, skriver klubben.

/ritzau/