Mangeårig Liverpool-forsvarer skifter til russisk mester

Den kroatiske forsvarsspiller Dejan Lovren skifter fra de nykårede engelske mestre fra Liverpool til den russiske mesterklub Zenit.

Det oplyser den russiske fodboldklub mandag.

31-årige Lovren har spillet for Liverpool siden 2014, hvor han skiftede fra Southampton. Siden da er det blevet til 185 kampe og otte mål for klubben, der denne sæson vandt sit første Premier League-trofæ.

Det er ikke oplyst, hvad Zenit betaler for Lovren, men ifølge britiske medier er der tale om et beløb i omegnen af 90 millioner kroner.

Den kroatiske landsholdsspiller fik kun 15 kampe på tværs af alle turneringer i den netop overståede sæson. I stedet har engelske Joe Gomez ofte været foretrukket som makker til forsvarsstjernen Virgil van Dijk.

– I starten af sæsonen – inden han blev skadet – var han en del af holdet og havde nogle virkelig gode kampe, siger Liverpool-manager Jürgen Klopp.

– Han var virkelig god. I luften var han en maskine, og jeg kunne rigtig godt lide at arbejde sammen med ham, siger den tyske manager.

Lovren har spillet 57 kampe for det kroatiske landshold. Han var en del af holdet, der i 2018 sikrede sig sølv ved VM i Rusland.

Også en anden forsvarsprofil har mandag sagt farvel til Premier League.

Tottenhams Jan Vertonghen har således spillet sin sidste kamp for London-klubben. Det bekræfter belgieren på Twitter.

– Min tid i klubben er ovre. Det er en trist dag af mange årsager, lyder det fra forsvarsspilleren, der også takker klubbens fans.

/ritzau/Reuters