Frustreret Thomas Frank efterlyser VAR i playoff-kampe

Brentfords danske cheftræner, Thomas Frank, er frustreret over, at der ikke bliver brugt VAR i playoff-kampene om oprykning til Premier League.

Det siger han ifølge nyhedsbureauet AFP til Sky Sports, efter at hans hold tabte 0-1 til Swansea søndag aften i den første playoff-semifinale.

Brentford fik i kampens 66. minut spilleren Rico Henry vist ud af dommer Keith Stroud efter en hård tackling, der ifølge Thomas Frank ikke var til et rødt kort.

– Vi spiller to kampe om oprykning til Premier League og et beløb på 170 millioner pund (1,4 milliarder kroner), siger Thomas Frank til Sky Sports.

– Folk er nødt til at være helt sikre, når de træffer sådanne beslutninger. Jeg kan ikke forstå, hvorfor vi ikke kan have VAR i de her kampe. Det var absolut ikke et rødt kort. VAR ville helt sikkert ikke have givet det, siger danskeren.

Det røde kort viste sig at blive et vendepunkt i søndagens semifinale, da Swansea-spilleren André Ayew scorede kampens eneste mål bare 16 minutter senere.

Før det havde Brentford domineret store dele af kampen.

Thomas Frank og Brentford har tænkt sig at appellere det røde kort, så Rico Henry kan være med i returopgøret i Brentford.

– Jeg forventer 100 procent, at det bliver annulleret, så Rico kan spille onsdag aften, siger Thomas Frank.

Premier League er den eneste af de engelske fodboldrækker, der lige nu benytter video-dommersystemet VAR.

/ritzau/