Coronaramt klub får aflyst kamp og misser mulig oprykning

Det bliver ikke til oprykning til Primera Division i denne sæson for den spanske fodboldklub Fuenlabrada.

Holdets sidste kamp i Segunda Division, landets næstbedste række, er blevet aflyst, efter at 28 personer i klubben på det seneste er blevet konstateret smittet med coronavirus.

Det skriver Reuters og AFP.

Fuenlabrada skulle have mødt Deportivo La Coruña. Et enkelt point ville have sendt Fuenlabrada op på tabellens sjetteplads, hvilket ville give adgang til playoffkampe om at rykke op i Primera Division.

Men nu må klubben altså tage minimum et år mere på spansk fodbolds andenklasse.

Fuenlabrada og Deportivo skulle have mødt hinanden i sidste uge, inden kampen blev udskudt, på grund af at flere personer i Fuenlabrada viste sig at være blevet smittet med coronavirus.

Lørdag blev yderligere 12 personer i Fuenlabrada testet positive for coronavirus, og det har altså fået det spanske ligaforbund til at aflyse kampen. En beslutning, som Fuenlabrada har accepteret.

Klubben har aldrig været en del af Primera Division.

/ritzau/