Højgaard efter andenplads: God uge at komme tilbage på

Rasmus Højgaard kunne lørdag skrive endnu et flot resultat i en European Tour-turnering på cv’et.

Lidt over et halvt år efter sin første sejr på touren tog den 19-årige danske golfkomet nemlig en andenplads i British Masters, den første turnering på European Tour i over fire måneder.

Højgaard gik sidste runde i et slag under par og formåede dermed ikke at følge op på sit flotte spil på de første tre runder.

Alligevel var det en tilfreds ung golfspiller, der efter de sidste 18 huller gjorde status.

– Det må betyde et eller andet godt, at man på en dag, hvor man ikke rigtig får gang i noget som helst, stadig kan ende som toer.

– Det er jeg egentlig ret godt tilfreds med, så det har været en rigtig god uge at komme tilbage på, siger den danske golfkomet i et interview med European Tour på TV3 Sports hjemmeside.

Højgaard kæmpede med elementerne på lørdagens finalerunde.

– Det var svært. Vinden var hård, det var svært at styre bolden.

Med andenpladsen kan danskeren indløse en præmiecheck, der svarer til 945.000 kroner.

/ritzau/