Rapport: Faldskærmspenge destabiliserer engelsk fodbold

Fodboldøkonomien i England er skruet forkert sammen.

Sådan lyder det i en rapport for The Commons Digital, Culture, Media and Sports Committee, der er et udvalg under det britiske parlament.

Rapporten peger på, at de såkaldte faldskærmspenge, der følger nedrykkerne fra Premier League destabiliserer fodbolden.

– Den nuværende forretningsmodel for fodbolden er ikke holdbar, lyder det i rapporten.

I øjeblikket er modtager seks klubber i Englands næstbedste fodboldrække, The Championship, i gennemsnit 40 millioner pund svarende til 330 millioner kroner per sæson i faldskærmspenge.

Hver sæson rykker tre klubber ud af Premier League, og faldskærmspengene gives for at lindre overgangen til den mindre lukrative tilværelse i The Championship.

Problemet er blot, at de øvrige 18 klubber i The Championship kun modtager 4,5 millioner pund (37 millioner kroner) hver i solidaritetspenge fra Premier League.

Den store forskel er med til at skævvride konkurrencen, og det kan potentielt føre klubber ud i konkurser. I rapporten foreslås det at indføre et lønloft.

– Faldskærmsbetalinger bør være en ting, der hører fortiden til, og der skal arbejdes mod at lave et lønloft, står der i rapporten.

Formand for Den Engelske Ligaforening (EFL), Rick Parry, beskrev i maj faldskærmspenge som “et onde, der skal fjernes”.

Det skete i forbindelse med en høring hos The Commons Digital, Culture, Media and Sports Committee, der står bag rapporten.

/ritzau/AFP