Medie: Bretagne i spil til Københavns Tour-start i 2021

Den franske region Bretagne bringes i spil som vært for Tour de France-starten i 2021 i stedet for København.

Det skriver avisen Le Telegramme.

Mediet skriver, at regionen er blevet tilbudt Tour-starten af Amaury Sport Organisation (ASO) som en plan B.

Touren skal efter planen gå i gang 2. juli næste år i København, men ASO har ønsket at fremrykke starten på det 24 dage lange løb med en uge for ikke at kollidere med OL i Tokyo, der begynder 23. juli.

I forvejen er København næste sommer en af værtsbyerne for EM i fodbold, der foregår fra 11. juni til 11. juli.

Ritzau har torsdag forgæves forsøgt at få en kommentar til historien fra Københavns overborgmester Frank Jensen, der er på ferie.

B.T. kunne 1. juli bringe en historie på baggrund af en aktindsigt i en korrespondance mellem Frank Jensen og ASO. Her slog Frank Jensen fast, at det på grund af EM vil være svært at fremrykke Tour-starten.

– At ændre datoen vil lede til uoverkommelige juridiske knuder mellem København som by, Dansk Boldspil-Union og Uefa (det europæiske fodboldforbund, red.), skrev Frank Jensen ifølge B.T. til ASO.

Overborgmesteren uddybede i korrespondancen med Tour-chef Christian Prudhomme:

– På vegne af partnere for den danske Grand Départ må jeg informere dig om, at det ikke er en realistisk løsning at rykke datoerne for Grand Départ med en uge.

Presse- og kommunikationsansvarlig for den danske Tour-start, Simon Kærup, ønsker torsdag ikke at kommentere historien fra Le Telegramme om, at ASO har en plan B, der går på at flytte Tour-starten 2021 til Bretagne.

Danmark skal som vært for Tour-starten huse de første tre etaper af Tour de France 2021.

Regionen Bretagne har tidligere udtrykt ønske om at få Tour-starten, den såkaldte Grand Depart, i 2024 eller 2025.

I 2024 fylder regionens store cykelhelt Bernard Hinault 70 år. Hinault vandt Touren fem gange i løbet af karrieren.

/ritzau/