Eriksens chef vil have guld: Andenpladser betyder intet

Det er kun mesterskaber, der tæller.

Det slår Inter-træner Antonio Conte fast, efter Milano-klubben onsdag aften røg ned på tredjepladsen i Serie A efter uafgjort mod Fiorentina.

– Historien bliver skrevet af vinderne.

– Det er vigtigt at slutte så højt som muligt i tabellen, men når vi taler om at blive nummer to, så er det i mine øjne den første af taberne.

– Der er andre, der er tilfredse med det (andenpladsen, red.), men det betyder intet for mig, siger Conte ifølge Reuters efter 0-0-kampen på eget græs mod Fiorentina.

Det var anden kamp i træk, at Christian Eriksen og holdkammeraterne spillede uafgjort. Atalanta har nu overhalet Inter i tabellen.

Torsdag aften kan Juventus vinde det italienske mesterskab for niende sæson i træk med en sejr over Udinese i tredje sidste spillerunde.

Inter har syv point op til Juventus, der har spillet en kamp færre end Eriksen og co.

Antonio Conte vurderer, at Inter-holdet i næste sæson vil stå endnu stærkere.

– I denne sæson har vi høstet mindre, end vi har sået, og vi forsøger at arbejde med mentaliteten og skabe et dræberinstinkt. Det skal alle hold have, hvis de ønsker at kæmpe med om store ting, siger Inter-træneren.

Inter er sikker på at slutte i top-fire i Serie A. Dermed er klubben ligesom Juventus og Atalanta kvalificeret til næste sæsons udgave af Champions League. Lazio er tæt på den fjerde CL-plads.

/ritzau/Reuters