Dansk Tour-chef forventer løsning inden for få uger

Der er opstået uvished om, hvorvidt næste års Tour de France-start skal foregå i København.

Torsdag skriver det franske medie Le Telegramme, at den franske region Bretagne er blevet tilbudt Tour-starten i 2021 af Tour-arrangøren Amaury Sport Organisation (ASO) som en plan B.

Årsagen er, at ASO ønsker at fremrykke starten med en uge, så Touren ikke kolliderer med OL. Det er dog ikke ligetil, da København også er værtsby for EM i fodbold næste sommer.

Direktøren for den danske Tour de France-start i 2021, Alex Pedersen, forventer en løsning inden længe.

– Vi kan ikke deltage i spekulationer.

– Bestyrelsesformand Frank Jensen har sendt et brev til ASO med den danske holdning, hvor vi giver udtryk for, at det er meget svært at flytte de danske datoer.

– Vi kommer med en samlet melding, når der foreligger en konkret løsning – hvilket forventeligt sker inden for de nærmeste uger, skriver Alex Pedersen i en sms til TV2 Sport og DR Sporten.

Danmark er vært for de første tre etaper i 2021, og feltet kommer blandt andet forbi Roskilde og Sønderborg. Borgmestrene fra de to kommuner oplyser til DR Sporten, at de ikke har hørt om en plan B.

Roskildes borgmester Tomas Breddam og Sønderborgs Erik Lauritzen fortæller dog, at direktørerne fra de kommuner, der er involveret i den danske Tour-start, torsdag skal deltage i et orienteringsmøde med Alex Pedersen for at høre seneste nyt om Tour-starten.

Tomas Breddam understreger over for DR Sporten, at det ikke er et møde, hvor der kan træffes beslutninger.

Touren skal efter planen gå i gang 2. juli næste år i København, men ASO har ønsket at fremrykke starten på det 24 dage lange løb med en uge for, så afslutningen på Tour de France ikke kolliderer med OL i Tokyo, der begynder 23. juli.

I forvejen er København næste sommer en af værtsbyerne for EM i fodbold, der foregår fra 11. juni til 11. juli.

Ritzau har torsdag forgæves forsøgt at få en kommentar til historien fra Københavns overborgmester Frank Jensen, der er på ferie.

/ritzau/