Klublegende i AaB indstiller karrieren efter sæsonen

Fodboldspilleren Patrick Kristensen indstiller karrieren, når kontrakten i AaB udløber ved månedens udgang.

Det oplyser AaB i en pressemeddelelse.

Der er tale om en sand klublegende. Den 33-årige primære back har repræsenteret AaB i hele sin karriere.

– Det er tydeligt at mærke, at Patrick er og har været en vellidt spiller i AaB. Han har i næsten 15 år været en fortræffelig repræsentant for klubben – både på og uden for banen, siger AaB’s sportschef, Inge André Olsen.

Kun ni spillere har i AaB’s 135-årige historie overgået Patrick Kristensens foreløbig 367 officielle kampe for klubben.

– Alene Patricks kampantal for AaB er imponerende. Når man så kan krydre det med to danske mesterskaber og en pokaltitel, så taler karrieren sit eget tydelige sprog, fortsætter Inge André Olsen.

Patrick Kristensen er noteret for 18 U-landskampe for Danmark. Han har truffet beslutningen om et karrierestop over det seneste halve års tid.

– Det er selvfølgelig ikke den nemmeste beslutning at tage. Men efter grundige overvejelser – ikke mindst i covid-19-pausen – er jeg nået frem til, at timingen er den rette nu, fortæller Kristensen og fortsætter:
– Jeg har haft et fantastisk forløb i AaB med masser af uforglemmelige oplevelser, gode holdkammerater og trænere og nydt stor opbakning fra fansene. Jeg vil sige dem alle en stor tak.

– Men tiden for mig er nu kommet til at forfølge en ny karriere i det civile erhvervsliv.

Med spilletid i sæsonens to sidste kampe mod FC København torsdag og FC Midtjylland søndag kan Patrick Kristensen nå op på en delt niendeplads på AaB’s All Time-liste. Det vil give ham samme kampantal som Søren Thorst.

Kristensen er blevet skiftet ind i AaB’s seneste fem kampe i Superligaens mesterskabsspil.

/ritzau/