FCN nedtoner Bundus positive coronatest inden opgør

FC Nordsjælland er ikke bekymret for smitte, efter at AGF’s kantspiller Mustapha Bundu er testet positiv for corona.

– FC Nordsjælland er onsdag morgen blevet informeret om, at aftenens modstander i 3F Superligaen, AGF, har konstateret, at en af deres spillere er testet positiv for Covid-19.

– Dette bekymrer på ingen måde FC Nordsjælland generelt eller i forhold til aftenens kamp, lyder det i en pressemeddelelse fra klubben.

AGF oplyste onsdag morgen, at Mustapha Bundu havde testet positiv for corona, og at han derfor tages ud af truppen og sættes i karantæne de næste syv dage.

Kantspilleren testede positiv som en del af den ugentlige coronatest, der foretages efter Divisionsforeningens retningslinjer.

– Efter tirsdagens test kom Bundus resultat ud som positiv. Han er symptomfri, og vi følger nu de retningslinjer fra Divisionsforeningen for personer, der er testet positiv, siger sportschef Peter Christiansen til AGF’s hjemmeside.

Nordsjælland udtaler, at de har fuld tiltro til Divisionsforeningens protokoller for, hvordan klubber skal minimere risiko for coronasmitte, når de afvikler kampe.

Protokollerne foreskriver blandt andet, at de to klubbers ansatte og spillere skal holdes adskilt undtagen på banen. Derfor forventer Nordsjælland ikke, at der skulle kunne opstå smitte, selv hvis en anden AGF-spiller mod forventning skulle være smittet.

På nær Mustapha Bundu testede samtlige AGF-spillere negativ tirsdag.

– Protokollerne er udarbejdet til at beskytte spillerne bedst muligt.

– De er til for at minimere risikoen for, at en holdkammerat kan smitte en anden, og de har nu i flere tilfælde bevist deres værd som effektive og stærke, når en spiller har pådraget sig virus som privatperson uden for klubregi, lyder det videre i pressemeddelelsen.

FC Nordsjælland tager imod AGF onsdag klokken 18.

/ritzau/