Rapport: Japanske talenter udsættes for brutale træningsmetoder

Simuleret drukning, lussinger samt slag med bat og stokke er angiveligt blandt nogle af de træningsmetoder, der bliver brugt i Japan over for unge atleter.

Det afslører en ny rapport fra Human Rights Watch, skriver CNN.

Rapporten, der blev publiceret mandag, bygger på interviews med 56 nuværende og tidligere atleter samt en onlineundersøgelse med svar fra 757 tidligere og nuværende børneatleter.

I onlineundersøgelsen melder mere end halvdelen om direkte oplevelser med fysisk misbrug i forbindelse med deres sport.

Det inkluderer 175 atleter under 24 år, der melder om nylige eller stadigt igangværende oplevelser med misbrug.

Rapporten er blevet frigivet samme uge, som De Olympiske Lege oprindeligt skulle være begyndt i Tokyo.

OL i Tokyo er blevet udsat til næste sommer på grund af coronapandemien.

/ritzau/