Ny dansk Inter-spiller: Kvindefodbold boomer i Italien

Søndag kunne Inter offentliggøre det på sin hjemmeside. Den norditalienske storklub havde skrevet under med Fortuna Hjørrings unge angrebstalent Caroline Møller Hansen.

Skiftet har åbnet den 21-årige angribers øjne for, hvor stort kvindefodbold er i støvlelandet.

– Kvindefodbolden vokser helt vildt hernede. Det kan man også se på de mange udenlandske fodboldspillere, der vælger at prøve sig af i den italienske liga, siger hun.

Også landsholdsspillerne Jannie Arnth og Frederikke Skjødt Thøgersen spiller i Italien, hvor de tørner ud for Fiorentina.

Ifølge den Caroline Møller Hansen er professionalismen på et andet niveau end i den danske Elitedivision.

– Her i klubben er det bare sindssygt professionelt. Der er hele tiden mange mennesker omkring holdet, for at vi kan præstere så godt som muligt.

– Der er nærmest flere i staben, end der er spillere, siger hun.

Dermed er der ikke længere noget med at fylde sin egen vandflaske eller gøre træningstøj klar.

– Det var sådan nogle småting, vi selv skulle gøre i Hjørring, men jeg kan bare mærke nu, at det gør en kæmpe forskel, at der er nogen, der gør det for en, siger den nyudklækkede Inter-angriber.

Skiftet til den italienske klub er et skridt i den rigtige retning for Caroline Møller Hansen, fortæller hun.

– Det er selvfølgelig kæmpestort for mig. Jeg glæder mig til at komme i gang med at træne og spille.

– Jeg har altid gerne villet ud og prøve mig selv af i nogle større klubber og i en større liga, siger Caroline Møller Hansen.

Selv om hun kun lige er startet i den milanesiske klub, er hun opmærksom på sprogbarrieren.

– Jeg skal have lært sproget. Træneren snakker kun italiensk, og mange af spillerne taler kun en lille smule engelsk.

Den unge angriber blev dansk mester i kvindefodbold i denne sæson med det nordjyske hold Fortuna Hjørring. Hun scorede 12 mål på vejen mod det danske mesterskab kun overgjort af Brøndbys Nicoline Sørensen med 16 scoringer.

Den mandlige danske landsholdsspiller Christian Eriksen spiller også i Inter. Han skiftede dertil i januar fra den engelske klub Tottenham.

/ritzau/