Manchester City giver Billing og Bournemouth livline

Phillip Billings og Bournemouths håb om at spille endnu en sæson i Premier League lever stadig.

Tirsdag aften tabte en af klubbens rivaler i kampen om at undgå nedrykning, Watford, nemlig 0-4 til Manchester City.

Det betyder, at der stadig er tre point mellem Bournemouth, der ligger næstsidst, og Watford lige over nedrykningsstregen inden sidste runde.

Et enkelt point til Watford tirsdag havde sendt Bournemouth ned i The Championship. Nu skal Bournemouth vinde sæsonens sidste kamp over Everton og sætte sin lid til, at Watford taber til Arsenal.

Bournemouth skal også håbe på dårlige resultater til Aston Villa, der ligesom Bournemouth har 31 point på 18.-pladsen. Villa spiller senere tirsdag mod Arsenal sin næstsidste kamp i sæsonen.

Phillip Billing og co. sad formentlig og jublede, hver gang City scorede mod Watford.

Klubbernes målscore bliver nemlig i tilfælde af pointlighed afgørende for, hvem der overlever. Watfords var inden tirsdagens kamp fire mål bedre end både Bournemouths og Aston Villas, men nu står alle tre hold foreløbig lige på den konto.

Raheem Sterling gjorde det til både 1-0 og 2-0 i første halvleg. Først ved at brage bolden op i målhjørnet fra en position i feltet og senere ved at sende en returbold efter et brændt straffespark i kassen.

Phil Foden og Aymeric Laporte fjernede al spænding i opgøret, da de gjorde det til henholdsvis 3-0 og 4-0 cirka midt i anden halvleg.

Ud over tre point ændrer sejren ikke noget for Manchester City, hvis andenpladsen for længst er cementeret.

/ritzau/