Lyngby jubler efter overlevelse: Mange tvivlede på os

For et års tid siden rykkede Lyngby op i 3F Superligaen, og mandag sikrede klubben sig overlevelse i det fineste selskab.

Mange stillede ellers spørgsmålstegn ved Lyngbys muligheder for at undgå en returbillet til den næstbedste række, da hele tre nedrykkere skulle findes.

Cheftræner Christian Nielsen er ikke overraskende lykkelig over, at den mission lykkedes.

– Det siger sig selv, at det er kæmpestort for os. Da vi satte det her skib i søen, gav folk os fem procents chance for at blive i rækken.

– Der blev sagt, at der skulle et nyt mirakel til, og nu har vi gjort det, lyder det fra en glad cheftræner.

Lyngby vandt det første opgør med 2-1 på udebane, men var til allersidste fløjt i fare for at sætte det over styr i mandagens returkamp, der sluttede 2-2, hvorfor Lyngby vandt 4-3 samlet.

Christian Nielsen erkender, at Lyngby haltede i store perioder af returkampen.

– Vi gav os selv et godt udgangspunkt, som vi nød godt af nu. Vi var på hælene, og det blev noget forkrampet noget, hvor kampens betydning selvfølgelig spillede ind.

– Vi havde læst Hobro godt i den første kamp, og de havde læst os godt i den anden, så stor cadeau til Peter Sørensen som en værdig modstander og en virkelig dygtig træner, siger Christian Nielsen om Hobros cheftræner og tilføjer:
– Det er stor skalp, som vi har fået nu, men det var to tætte kampe, der kunne være gået begge veje.

Mens Christian Nielsen overværede dramaet mod Hobro fra sidelinjen, sad sportschef Birger Jørgensen på tribunen, men hans puls var alt andet end rolig.

– Jeg er blevet lidt bedre til at håndtere det på mine gamle dage, for jeg kan alligevel ikke gøre noget ved det, men det var voldsomt at overvære.

– Hvis man ser på hele sæsonen, synes jeg, det er fuldt fortjent, at vi overlever i Superligaen, siger Birger Jørgensen.

Mandagens resultat betyder, at det er Silkeborg, Esbjerg og altså Hobro, der forlader Superligaen denne sommer, mens Vejle Boldklub tager turen den anden vej og efter sommerferien spiller i den bedste række.

/ritzau/