Coronavirus afblæser Ballon dOr-kåring i 2020

Ballon d’Or-prisen, der år efter år gives til verdens bedste fodboldspiller, vil ikke blive uddelt i 2020.

Det oplyser France football, der står bag prisen, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det sker på baggrund af coronapandemien, der satte stort set al international fodbold på standby fra marts og flere måneder frem.

– Det sker i mangel på rimelige forhold i coronaåret. Når der er tvivl, er det bedre at afstå end at insistere, lyder det i begrundelsen fra France Football.

Prisen blev introduceret i 1956, og 2020 bliver første gang, hvor prisen ikke uddeles.

Argentineren Lionel Messi fik prisen i 2019, hvilket var sjette gang for Barcelona-stjernen.

Dermed blev han ene rekordholder foran portugiseren Cristiano Ronaldo, der fem gange har modtaget prisen.

Allan Simonsen er historiens eneste danske modtager af prisen. Han fik den i 1977.

/ritzau/