Dansk fodbolds første afrikaner er død

Han blev i 1972 den første afrikaner i dansk fodbold og brugte B1901 som springbræt til en fornem karriere i Spanien.

Nu er Biri Biri død, 72 år gammel.

Fodboldspilleren hed egentlig Alhaji Momodo Njie, men var kun kendt under kunstnernavnet Biri Biri.

Det navn blev hurtigt både kendt og frygtet, da han huserede for B1901 i begyndelsen af 1970’erne. Her spillede han blandt andre sammen med Morten Olsen.

– Han var jo fantastisk. Og anderledes. Hvilket både var hans styrke og hans svaghed, for hvor det er helt fint at være uberegnelig over for sin modstander, så skal man helst ikke være det over for sine medspillere, sagde Olsen for nogle år siden om sin tidligere holdkammerat.

/ritzau/