FCM vinder målfest efter tidlig FCN-udvisning

Mesterholdet fra FC Midtjylland tog fredag aften revanche fra søndagens nederlag til AGF og vandt hjemme 6-3 over FC Nordsjælland i en sand målfest.

Men på trods af ni scoringer var det en tvivlsom udvisning til FCN’s Mads Døhr Thychosen tidligt i opgøret, der fik flest øjenbryn til at rejse sig på MCH Arena.

Den tidligere FCM-spiller begik straffespark, efter at han øjeblikket forinden modtog en albue i ansigtet, som dommer Sandi Putros overså.

På trods af at være i undertal i størstedelen af kampen bød FCN’s lynhurtige ghaneser Kamaldeen Sulemana mestrene op til dans med to solomål.

Kræfterne slap dog op for nordsjællænderne i anden halvleg, hvor FCM moste på og scorede fem gange.

I det tiende minut blev en ufarlig lang bold afgørende, da FCM-anfører Erik Sviatchenko gik forkert af bolden og lod Sulemana score til 1-0.

Bare minuttet senere blev der fløjtet for straffespark i den anden ende, da FCM-kantspilleren Mikael Anderson blev nedlagt i feltet af Thychosen, der modtog et rødt kort for forseelsen.

Tv-billederne viste dog, at Mikael Anderson sendte en albue i hovedet på FCN-backen, umiddelbart inden han blev nedlagt.

På det efterfølgende straffespark scorede FCM-topscorer Ronnie Schwartz sikkert med et hårdt, fladt spark.

I det 23. spilminut gjorde Sulemana det igen for gæsterne, da han på egen hånd drev bolden fra midten af banen, passerede Sviatchenko og sparkede bolden i mål.

FCM dominerede kampen fra starten af anden halvleg, og efter 54 minutters spil bragte FCM’s Anders Dreyer balance i regnskabet, da han sparkede bolden mellem benene på FCN-målmanden til 2-2.

I det 57. minut bragte Frank Onyeka FCM på sejrskurs, da han fra kanten af feltet drejede bolden ind ved foden af den fjerneste stolpe.

Efter 69 minutters spil udlignede FCN’s Tochi Chukwuani til 3-3, men bare minuttet senere steg Sviatchenko til vejrs og pandede FCM på 4-3.

Med ti minutter igen af opgøret dømte Sandi Putros igen straffespark til FCM, som Ronnie Schwartz bankede ind til 5-3, hvilket sender angriberen op på en delt førsteplads på Superligaens topscorerliste med 17 mål.

I overtiden lukkede FCM-angriberen Lasse Vibe festen af med scoringen til 6-3.

/ritzau/