15 tidligere ansatte beskylder NFL-klub for sexchikane

NFL-holdet Washington Redskins har torsdag indledt en uafhængig undersøgelse efter anklager om sexchikane.

Det skriver avisen Washington Post torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

I alt siger 15 tidligere kvindelige ansatte til avisen, at de blev udsat for sexchikane i løbet af deres tid i klubben.

Avisen skriver, at chikanen er foregået over en periode på 13 år fra 2006 til 2019.

Beskyldningerne har allerede ført til, at tre mandlige ansatte har forladt klubben den seneste uge.

En af de 15 kvinder, som Washington Post har talt med, hedder Emily Applegate. Hun arbejdede ifølge nyhedsbureauet Reuters i klubbens marketingafdeling.

Hun siger, at hun blev udsat for verbale overfald af en højtstående leder i sin tid i klubben.

Ud over det blev hun også beordret til at bære stramtsiddende tøj under møder med klienter, skriver avisen.

Applegate er det eneste offer, der står frem med navn i Washington Posts artikel.

De andre 14 kvinder har udtalt sig på betingelse af anonymitet af frygt for at blive sagsøgt, da nogle af dem har underskrevet fortrolighedserklæringer.

Washington Redskins siger i en pressemeddelelse ifølge AFP, at det har nedsat et hold af udefrakommende advokater til at undersøge anklagerne.

/ritzau/