Leeds slår bundhold og er et mulehår fra Premier League

Kun danskerklubben Brentford kan forhindre, at Leeds rykker direkte op i Premier League efter denne sæson.

Leeds vandt torsdag aften 1-0 hjemme over Barnsley og topper The Championship med 87 point efter 44 kampe. Det var den fjerde ligasejr i træk for Leeds.

West Bromwich Albion er nummer to i rækken med 82 point efter 44 kampe. Det er kun de to bedste hold, der rykker direkte op i den bedste engelske fodboldrække.

Leeds kan i de to sidste spillerunder fortsat matematisk hentes af Brentford på tredjepladsen, men det kræver, at alle resultater flasker sig.

Brentford har 81 point før de sidste to kampe i sæsonen. Danskerklubben skal derfor nok primært koncentrere sig om at indhente West Bromwich, der kun har et enkelt point mere.

Lige nu er Brentford som minimum sikret playoffkampe om en enkelt billet til Premier League, som ligaens nummer tre til seks skal dyste om.

I torsdagens kamp blev Leeds-målet scoret efter 28 minutter, og der var tale om et selvmål.

Barnsley-stopperen Michael Solbauer styrede uheldigt bolden i eget net efter et indlæg fra højre.

Barnsley, der havde den danske stopper Mads Juel Andersen med i hele kampen, er tæt på at rykke ned i League 1, Englands tredjebedste række.

Inden de to sidste spillerunder er Barnsley placeret på sidstepladsen med 43 point og har fire point op til Charlton over nedrykningsstregen.

/ritzau/