Sønderjyske forlænger med Absalonsen for resten af året

Sønderjyske har forlænget kontrakten med anfører Johan Absalonsen.

På sin hjemmeside skriver superligaklubben, at Absalonsen har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til årsskiftet.

Absalonsen er i gang med sit andet ophold i klubben, efter at han i sommeren 2018 kom hjem fra australske Adelaide United.

Forinden havde han været fem år i Sønderjyske.

Sportschef Hans Jørgen Haysen kalder Absalonsen en kulturbærer.

– Ud over kvaliteterne på banen er han også en vigtig mand i omklædningsrummet, siger sportschefen til Sønderjyskes hjemmeside.

– Han er anfører og kulturbærer i klubben, og han er en af dem, som de unge og yngre spillere kan læne sig op ad. Han har prøvet det hele før, og han har nogle uovertrufne lederegenskaber og menneskelige værdier, som vi sætter stor pris på i Sønderjyske.

Absalonsen går ind til sin ottende sæson for Sønderjyske og sæson nummer 17 i Superligaen i alt.

Tidligere har han repræsenteret Brøndby, OB, FC København og AC Horsens.

– Jeg har lige skullet mærke efter, men jeg har også fået et klart svar. Jeg brænder fortsat for at spille fodbold, og jeg er hundrede procent klar til at give den en skalle i Sønderjyske i efteråret.

– Det er vigtigt for mig, at jeg fortsat kan bidrage til holdet, for jeg vil gerne stoppe, mens jeg er på toppen, men jeg synes, at jeg fik vist i foråret, at jeg godt kan være med endnu, siger Absalonsen.

Absalonsen har rekorden for flest superligakampe for klubben med 173 af slagsen. I dem har han bidraget med 34 mål, hvilket gør ham til klubbens mest scorende i Superligaen gennem tiden.

/ritzau/