Guardiola kræver undskyldning efter afgørelse ved sportsdomstol

Manchester Citys manager, Pep Guardiola, kræver en undskyldning, efter at Den Internationale Sportsdomstol (CAS) mandag ophævede klubbens toårige karantæne fra europæiske turneringer.

Det siger han på et pressemøde tirsdag ifølge BBC.

Spanierens udtalelse kommer, efter at sportsdomstolens beslutning er blevet kritiseret af rivalerne José Mourinho og Jürgen Klopp.

– Vi har gjort det rigtige. José og alle de andre managers burde vide, at vi har taget skade. Vi burde få en undskyldning, siger Guardiola.

Manchester City blev i februar udelukket fra alle europæiske turneringer af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) for brud på reglerne om økonomisk fairplay.

Men efter mandagens beslutning er klubben igen klar til at spille europæiske kampe.

– Jeg er utrolig glad for beslutningen. Den viser, at alt det, som folk har sagt om klubben, ikke er rigtigt, siger spanieren.

På pressemødet langede Guardiola også ud efter flere rivaliserende klubber, der ifølge spanieren har forsøgt at bringe Manchester City i miskredit under hele forløbet.

– Vi forventer ikke, at alle de andre klubber skal forsvare os. Men vi har retten til at forsvare os selv, når vi mener, at vi har gjort det rigtige, ligesom tre uafhængige dommere nu har sagt, siger Guardiola ifølge nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/