Schönes frisparksperle hjælper Genoa over stregen i Serie A

Et flot mål af den danske landsholdsspiller Lasse Schöne var søndag med til at sende Genoa tættere på overlevelse i Serie A.

Schöne bidrog efter pausen med et mål på frispark, da han drejede bolden over muren og op i målhjørnet til 2-0, der også blev slutresultatet i sejren over bundproppen Spal.

Forinden havde den tidligere Inter-angriber Goran Pandev bragt Genoa på 1-0 i første halvleg.

Med sejren rykkede Genoa over stregen i Italiens bedste fodboldrække. Holdet fra det nordlige Italien har 30 point som nummer 17 i ligaen. Det er to point bedre end Lecce, der på 18.-pladsen ligger under stregen, men Lecce har en kamp i hånden.

Den nu 34-årige Lasse Schöne skiftede i sommeren 2019 fra Ajax til Genoa efter syv år i den hollandske storklub.

Genoa råder også over danskerne Peter Ankersen og Lukas Lerager. Sidstnævnte kom ind med et kvarter igen og var med til at køre sejren hjem for Genoa.

/ritzau/