Hobro-anfører før skæbnekampe: Helt lige mod Lyngby

Når Hobro og Lyngby om en uges tid mødes i første kamp i playoff om at undgå nedrykning fra 3F Superligaen, bliver det helt lige.

Det spår Hobros anfører, Jonas Brix-Damborg, som forudser et par nervepirrende og jævnbyrdige kampe.

– De kampe, vi har spillet mod hinanden i sæsonen, har været meget tætte, og det er 50/50 før disse kampe, siger Brix-Damborg.

– Vi har haft bedre resultater i den seneste perioder, end de har, men det bliver meget åbent alligevel.

– Selvfølgelig kan vi bruge, at vi har været bedre kørende, efter at Superligaen blev genoptaget. Det skal vi tage med til de kommende kampe, men jeg er stadig sikker på, at det bliver tæt.

Lyngby er uden sejr i de seneste ni kampe i Superligaen, men Hobro-træner Peter Sørensen er ikke klar til at kalde Hobro favorit.

– Det er svært at sige, hvor holdene står. Formen op til kampene er ikke helt ligegyldig, men i opgør som disse suspenderes almindeligheder, og så vinder det hold, som er bedst de to dage.

– Vi har spillet jævnbyrdige kampe i denne sæson, og det bliver de to næste også, siger Peter Sørensen.

Hobro-truppen har tidligere spillet disse playoffkampe, mens Peter Sørensen også har prøvet det som træner.

Jonas Brix-Damborg er glad for at have Peter Sørensen på sidelinjen til de to afgørende kampe.

– Peter er uden tvivl en god træner at have i disse situationer. Han har prøvet det før, og der kan både blive brug for hans erfaring og ro.

– Playoffkampe har deres eget liv, og det betyder noget at have prøvet det før. Vi ved, det afgøres over 180 minutter, og at man skal kæmpe til det sidste. Det har vi alle dage været klar til her i Hobro, siger Brix-Damborg.

Peter Sørensen ved ikke, hvor stor betydning hans erfaring får.

– Det er umuligt at sige, hvad erfaringen får af betydning. Vi ved, vi skal kæmpe for at blive i Superligaen, og vi går ind til opgaven med gå-på-mod og troen på, at det kan lade sig gøre, siger træneren.

Første kamp mellem Lyngby og Hobro spilles mandag den 13. juli.

/ritzau/