Peter Gades onde ånd indstiller karrieren

Den kinesiske badmintonstjerne Lin Dan lægger ketsjeren på hylden.

Udskydelsen af OL i Tokyo til næste år har været med til at fremme karrierestoppet. På det sociale medie Sina Weibo skriver han, at han har opgivet at deltage ved legene i Japan næste år, og i stedet stopper han karrieren.

Det er en af sportens største stjerner, der takker af.

Lin Dan kan bare kigge på sin imponerende medaljesamling, hvis han får brug for at huske, hvor dominerende han har været.

Den tæller blandt andet OL-guldmedaljer fra 2008 og 2012, mens der også er hele fem VM-guldmedaljer og to VM-sølvmedaljer. Derudover har han vundet det asiatiske mesterskab fire gange og All England seks gange.

Gennem karrieren har den 36-årige Lin Dan gjort badmintonlivet surt for mange danskere.

Særligt Peter Gade havde problemer mod Lin Dan, da de begge spillede i verdenstoppen.

Den tidligere danske stjerne tabte således 17 ud af 21 kampe mod kineseren, blandt andet All England-finalen i 2004 og VM-semifinalerne i 2005 og 2011.

/ritzau/