Magnussen mangler fart ved sidste træning i Østrig

Den sidste træning før kvalifikationen til sæsonens første Formel 1-grandprix var målt på fart ikke nogen succes for Kevin Magnussen (Haas).

Danskeren satte således kun den 17.-bedste omgangstid af de 20 kørere. Haas-kollega Romain Grosjean var to placeringer bedre.

For Magnussen var der også tale om et tilbageskridt i forhold til fredagens to træninger, hvor han blev henholdsvis nummer 9 og 15.

Lørdagstræningen viste igen, at Mercedes-racerne er feltets hurtigste.

Lewis Hamilton og Valtteri Bottas satte således de hurtigste omgangstider på banen i Østrig, hvilket de også gjorde ved begge træninger fredag.

Klokken 15 lørdag eftermiddag begynder alvoren så, når der bliver givet grønt lys til kvalifikationen.

Forud for lørdagens træning kunne Formel 1 meddele, at løbsserien er coronafri.

Alle 4032 personer med tilknytning til Formel 1 er således blevet testet negativ i løbet af den seneste uge.

/ritzau/