HSV dropper træner efter kikset oprykningsforsøg

Fodboldklubben Hamburger SV skal på jagt efter en ny cheftræner.

Dieter Hecking er færdig på posten, efter at oprykningen til Bundesligaen gik i vasken. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

– HSV og træner Dieter Hecking går hver sin vej. Efter en udførlig analyse og en samtale mellem Dieter Hecking og Jonas Boldt (sportsdirektør, red.) besluttede bestyrelsen, at kontrakten, der udløb 30. juni, ikke skal forlænges, lyder det fra klubben.

I sidste spillerunde var HSV afhængig af, at konkurrenten Heidenheim smed point i sidste spillerunde, hvis HSV skulle have en chance for at rykke op via playoff.

Heidenheim tabte 0-3 til Bielefeld, men det formåede HSV ikke at udnytte. I stedet blev fansene af den fallerede storklub vidner til en ydmygelse af en anden verden, da hjemmekampen mod Sandhausen, der ikke havde noget at spille for, blev tabt 1-5.

/ritzau/