GOG forlænger kontrakten med målmandsveteran

Den 46-årige håndboldmålmand Søren Haagen forlænger sin kontrakt med GOG.

Det skriver GOG på klubbens hjemmeside.

Det betyder, at den fynske traditionsklub til næste sæson har en målmandsduo bestående af Haagen og 19-årige Viktor Gisli Hallgrimsson.

– Jeg er mega glad for at få lov til at være et år mere i GOG, siger Haagen til klubbens hjemmeside.

– Klubben betyder utrolig meget for mig, vi har et godt hold, en masse gode mennesker omkring klubben, og så har vi en superfed hjemmebane, siger Haagen.

Han ser frem til at fortsætte samarbejdet med sin islandske målmandskollega.

– Det er en svær opgave som en ung mand fra Island at komme til den bedste danske række, men han har gjort det rigtig godt.

– Vi har et rigtig godt samarbejde, der blev bedre og bedre hen over sæsonen, og jeg glæder mig til fortsat at være med til at bygge videre på det og til at støtte Viktor i hans udvikling, siger Haagen, der også underviser i blandt andet matematik og idræt på Haahrs Skole i Svendborg ved siden af håndbolden.

/ritzau/