Washington Redskins er under pres for at ændre navn

Stadionsponsoren for Washington Redskins opfordrer NFL-holdet til at fjerne Redskins fra sit navn.

– Vi har anmodet holdet i Washington om, at det ændrer sit navn, skriver sponsoren, fragtgiganten FedEx, i en meddelelse torsdag.

FedEx afviser at uddybe, hvorfor det ønsker navnet ændret. Men anmodningen falder sammen med, at en debat om racisme er blusset op i USA i kølvandet af den sorte mand George Floyds død under en anholdelse i Minneapolis i maj.

Redskins, eller rødhuder på dansk, anses af de fleste amerikanere som en nedladende betegnelse for Amerikas oprindelige befolkning.

FedEx betalte i 1998 Washington Redskins 205 millioner dollar for retten til at lægge navn til holdets stadion.

/ritzau/Reuters