Kulturminister Joy Mogensen kritiserer pokalfinalefans

Pokalfinalen mellem AaB og Sønderjyske måtte onsdag aften afbrydes, fordi tilskuerne på AaB’s tribuneafsnit stod stuvet alt for tæt sammen.

Det er nemlig i strid med retningslinjerne, der skal hindre spredningen af Covid-19 til fodboldkampe.

Oplevelsen var ikke noget, der behagede kulturminister Joy Mogensen (S).

– Det er brandærgerligt, at der er en del af publikum, der ikke respekterer, at de her regler er lavet for at passe på os alle sammen, siger hun.

Tirsdag frigav Kulturministeriet nye lempede regler for afstandskrav på fodboldstadioner, og det betyder, at der nu kan komme flere fans til superligakampe.

For eksempel mener FC København at kunne byde 10.500 tilskuere velkommen til næste hjemmekamp, mens FC Midtjylland forventer at kunne have cirka 4500 fans på lægterne.

Oplevelsen til pokalfinalen er noget, der får Joy Mogensen til at løfte en pegefinger.

– Jeg håber, at det her er et signal til alle blandt publikum. Vi har alle sammen glædet os til at være her, og vi lægger også mange følelser i det, men vi skal også huske fornuften, siger hun.

Kulturministeren synes, at det er ærgerligt, at nogle tilskuere ikke kunne holde sig i skindet til pokalfinalen, især fordi hun mener, at publikum har opført sig pænt under de forsøg, der er blevet foretaget i Superligaen med flere tilskuere.

– En af grundene til at jeg synes, at det er brandærgerligt, at der er en del af publikum, der ikke kan overholde reglerne i dag, er jo, at disciplinen har været rigtig god i de testkampe, der har været i Superligaen.

– Men det duer jo ikke, at disciplinen kun er der, når vi forsøger. Når så retningslinjerne er der, så skal disciplinen blive ved med at være der, siger hun.

Pokalfinalen blev spillet på Esbjergs stadion, Blue Water Arena, og endte med en 2-0-sejr til Sønderjyske, der vandt sin første pokal i klubbens historie. Angriberen Anders Jacobsen scorede begge mål for sønderjyderne.

/ritzau/